En række af e-sportens organisationer lancerer nu et etisk kodeks, der skal være med til at skabe sunde rammer på området.
Det etiske kodeks skal blandt andet fremme fysisk og mental sundhed blandt spillerne samt tager afstand til snyd, gambling og ikke mindst energidrikke, der for mange hænger uløseligt sammen med de elektroniske spil på skærmene. - Vi kan se, at der er et samfundsmæssigt behov. Forældre skal kunne se, hvilke rammer der tilbydes, hvis deres barn skal gå til e-sport. Der skal være nogle fornuftige og samfundsmæssigt korrekte rammer for e-sporten, siger Thomas Koed, formand for Esport Danmark.
Bag det etiske kodeks står Esport Alliancen, der består af blandt andre Esport Danmark samt DGI.
Der er tale om en frivillig mærkningsordning, som klubber og foreninger kan tilslutte sig. Alle kan frit downloade materialet, der blandt andet består af plakater og en vejledning til, hvordan man skaber balance mellem e-sport, kost og sundhed i den pågældende forening.
- Det, vi kan se, der optager forældre meget er, at deres søn eller datter ikke bevæger sig nok. Så det her handler også om, hvordan vi er med til at få kropslig bevægelse ind i e-sporten, siger Thomas Koed, der med det etiske kodeks også vil have børn til at stoppe med at drikke energidrik og desuden tale pænt til hinanden under spillene, hvor gemytterne kan komme i kog.
Der er ofte tale om skydespil, som mindreårige spiller. Burde I ikke have medtaget det i det etiske kodeks?
- Vi sad faktisk og diskuterede, om det skulle med, da vi lavede kodekset i sin tid. På hvert enkelt spil er der påtrykt en aldersanbefaling (Den såkaldte PEGI-rating, red.), som er en oplysning til forbrugerne. Vi mener, at det er op til forældrene at bestemme, om deres børn må spille spillet. Men det kan da godt ske, at PEGI-ratingen skal med, når vi evaluerer kodekset næste gang.
Mange af spillerne er børn. Er det ikke dybest set forældrenes ansvar?
- Jo, det er forældrenes ansvar. Men det er også de frivilliges ansvar at sikre, at de unge mennesker er opmærksomme på det etiske kodeks. Det er en kombination af begge dele. Forældrene skal ikke frasige sig ansvaret, fordi vi kommer med det her. Det er en hjælpende hånd, så de har noget faktuelt at forholde sig til, siger Thomas Koed, formand for Esport Danmark.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.